Havtornbær

Havtornbær betegnes i dag som en “superfrugt” af flere ernæringseksperter, hvilket hænger sammen med deres unikke ernæringsmæssige profil. Havtornbær indeholder mange værdifulde vitaminer og næringsstoffer, men dens ekstremt høje indehold af omega-7, er med til at gøre den ekstra interessant ud fra en ernæringsmæssig synsvinkel.

 

Hvor kan man købe havtornbær?

Havtornbær fås i nogle helsekostbutikker, men kan med fordel også købes på internettet, hvor de ofte er billigere og desuden leveres direkte til hjemmeadressen. Vi anbefaler disse havtornbær:

 

Hvad er havtornbær?

Havtornbær er havtornplantens frugter. De er små og er orange eller gule i farven, og sidder i lange klaser på havtornens grene.

Bærrene er den del af havtornplanten, der anvendes til at fremstille havtornsaft, havtornolie og som ingrediens i kosttilskud. De er rige på vitaminer og næringsstoffer, men er især kendte for deres høje indhold af fedtsyren omega-7.

Deres olie har været brugt til sundhedsmæssige formål i mange hundrede år. Man støder f.eks. på dem i gamle tibetanske tekster fra Tang Dynastiet (år 618 – 907), hvor havtornbærret omtales som “Himalayas Hellige Frugt”.

Havtornens bær er orange til gule, og meget skrøbelige

Attribution: Kirechko – wikimedia.org

Havtornbær er orange til gule i farven, og meget skrøbelige

 

Næringsindhold

I skemaet nedenfor ses næringsindholdet af 100 gram friske havtornbær:

Næringsindhold i 100 g friske havtornbær
C-vitamin 200 – 1500 mg (typisk 600 mg)
E-vitamin  op til 180 mg 
Folsyre  op til 80 µg
Carotenoider  30 – 40 mg 
Fedtsyrer * 3 – 18% (3 – 5% fra frugtkød, 8 – 18% fra kerner) 
Flavonoider  100 – 1000 mg (0,1 – 1%) 

*Fedtsyrerne inkluderer bl.a. de flerumættede omega-3, omega-6, omega-7, omega-9, men også mættede fedtsyrer.

 

Havtornbær og omega-7

Selvom havtornens bær generelt har en spændende og alsidig næringsprofil, er der især ét indholdsstof, som gør bærrene interessante: Omega-7. Herudover er der to primære årsager til, at omega-7 er en interessant fedtsyre:

  1. Omega-7 er en sjælden fedtsyre, der har helt unikke egenskaber
  2. Havtornens bær er den plantekilde i verden, der indeholder mest omega-7

Selvom omega-7 ikke er en essentiel fedtsyre, viser flere nyere studier, at den understøtter mange af de biologiske processer, som omega-3 og omega-6 er vigtige for. Dette betyder bl.a., at omega-7 muligvis kan beskytte mod fedmerelaterede livsstilsygdomme som f.eks. diabetes og hjertesygdomme.

Omega-7 er som nævnt en sjælden fedtsyre. Den findes i enkelte dyr og planter (f.eks. havtornbær og macadamianødder), men blandt plantekilderne har havtornbær utvivlsomt det højeste indhold. Mange af havtornbærrenes gavnlige virkninger tilskriver man derfor i dag deres indhold af omega-7.

Selvom vores viden om omega-7 endnu sparsom, mener nogle eksperter, at fedtsyren potentielt kan:

  • forbedre hudens udseende
  • styrke hår og negle
  • bruges i forbindelse med vægttab
  • nære cellerne i kroppen
  • mindske inflammation
  • nære gummerne i munden
  • modvirke tørre slimhinder i underlivet samt tørre øjne
  • forebygge og muligvis også afhjælpe visse typer sår (f.eks. mavesår)

Det er vigtigt at understrege, at de ovenstående fordele ved omega-7 ikke er videnskabeligt beviste.

 

Udvindelse af olie og saft fra bærrene

Havtornbær er generelt vanskelige at arbejde med. De er meget skrøbelige og deres skræl brister let, hvilket gør dem vanskelige at forarbejde og håndtere. Herudover er havtornplanterne fyldt med spidse torne, der fungerer som et naturligt værn mod de dyr, der spiser planten eller dens bær.

Når man høster bærrene, foregår dette normalt ved, at man skærer de bærfyldte grene af, fryser dem ned og ryster dem vha. en maskine. Nedfrysningen gør det lettere at ryste bærrene af. Afskæringen af grene skader planten og gør den mindre produktiv i fremtiden, men det nu engang den mest effektive metode.

Herefter skal bærrene renses, men pga. deres skrøbelighed, kan man ikke blot skylle dem med vand; de skal rystes forsigtigt og børstes fri for skidt, sand, blade osv.

Når man har høstet bærrene og renset dem, kan man udtrække deres saft eller olie. Man kan udtrække bærrenes saft eller olie på flere måder, men den foretrukne metode er såkaldt “sCO2” (Supercritical CO2 extraction), hvor man tvinger kuldioxid ned i et flydende stadie. Når havtornbærrene tilsættes i det flydende kuldioxid, udtrækkes bærrenes olier af kuldioxiden, uden at de værdifulde næringsstoffer eller omega-fedtsyrer tager skade.

 

Forarbejdning

Havtornbær er spiselige og nærende, men de smager surt og er olieholdige, hvilket gør dem ubehagelige at spise rå. Man kan dog fryse bærrene (hvilket fjerner noget af den sure smag) og blande dem i søde drikkevarer som f.eks. frugtjuice.

Når havtornbær presses, opdeles den færdige juice eller saft i 3 lag:

  • Øverst en tyk orange “creme”
  • I midten et lag der indeholder havtornens karakteristiske mættede og flerumættede fedtsyrer
  • I bunden et lag af frugtrester og juice

De to øverste lag kan anvendes i cremer, salver, olier og andre kosmetiske produkter, mens det nederste lag kan bruges i føde- og drikkevarer såsom marmelade, honning, saft, sirup, vin, bagværk o.lign.

 

Forskellige arter

Der findes adskillige arter af havtorn i Europa og Asien. De enkelte arters bær kan variere meget i farve; fra dyb orange til lysegul. På samme måde kan de enkelte arters bær have et meget varieret indhold af vitaminer og omega-fedtsyrer. Disse variationer stammer fra arternes genetik, men også deres geografiske voksesteder.

Herudover har mennesket siden midten af 1900-tallet fremavlet arter, der har større og mere nærende bær, grene der er lettere at høste osv.

 


Anbefalede havtornbær

Vi anbefaler disse havtornbær:

© Copyright www.helsecentrum.dk 2019 - Disclaimer